Parkeringssensor [Undgå skader ved parkering!] | Tjekbil

Find info om alle køretøjer

Tjek synsrapporter, gæld, kilometerfusk og meget mere

Parkeringssensor – undgå skader!

Der er mange grunde til, at dine øjne sidder i hovedet. Blandt andet så du kan se, hvor du parkerer. Det sidste er bare ikke altid lige til – men så er det jo godt, at en parkeringssensor er opfundet, så du også kan få øjne i nakken.

Kan du køre, kan du også parkere. Eller hvad? Måske ikke. Undersøgelser viser, at parkeringer er den hyppigste årsag til ridser, buler og irriterende ridser i dine flotte fælge.

Men frygt ej. Har du ikke lige øjnene, hvor du burde have dem, er teknologien endnu engang med til at redde menneskeheden. Eller i hvert fald den enkeltes ego. Vi taler selvfølgelig om parkeringsskader, som bare er supertræls. For du ved, at du oftest ikke kan skyde skylden på andre end dig selv, når det går galt.

Parkeringssensorer har med garanti reddet mange dage fra at styrte i grus. Og i dag er de små runde prikker foran, bagpå eller begge steder da heller ikke blandt verdens dyreste ekstraudstyr fra fabrikken. Men sensorerne er næsten ikke til at undvære, og når først du har prøvet en bil med, vil du nok aldrig tilbage i en bil uden parkeringssensorer.

I den bogstaveligt talt snævre vending kan den insisterende bippen fra sensorerne nemlig betyde forskellen på, om du skal forbi en autolakerer som det næste eller ej.

Hvad er parkeringssensor?

Parkeringssensorer er typisk fremstillet til at afgive lyd gennem bilens højttalere alt afhængig af bilens afstand til objekter, der kan tænkes at stå i vejen for den retning, hvori du peger med rattet og dermed hjulene.

Bipperiet bliver selvsagt mere højlydt i frekvens, desto tættere du får bilen på det, der måtte stå i vejen. Selve sensorerne varierer i antal, alt afhængig af, om bilen både er udstyret med dem foran eller bagtil. Eller begge dele. Desuden kan der være forskel på, hvordan afstanden måles.

På den måde skal du ikke have lige så meget fokus på skader, men mere på andre parkeringsregler.

Hvordan virker parkeringssensor?

En parkeringssensor – eller baksensor som nogle kalder det – virker som regel ved enten supersoniske eller elektromagnetiske bølger, som kastes fra kofangeren mod objektet og tilbage igen. På den måde måler sensorerne afstanden fra bilen og til det, du kan risikere at ramle ind i.

Som en slags højttaler får bølgerne sensorernes følere til at vibrere, desto tættere du får din bil i nærheden af forskellige objekter. Ofte aktiveres sensorerne, når du vælger bakgearet. Det gælder både for biler med manuelt og automatgear.

Biler med en parkeringssensor i forreste kofanger giver selvfølgelig også lyd fra sig, når du triller frem mod noget. Hvor præcis parkeringssensoren er, afhænger helt og holdent af antallet af sensorer på den enkelte bil og deres placering.

Generelt kan man sige, desto flere sensorer desto bedre guidelines kan din bil give dig. Dertil kommer, at nogle parkeringssensorer er i stand til at fortælle bilens chauffør, om objekter i bilens umiddelbare nærhed flytter sig.

Typer af baksensorer: Med og uden kamera

De første baksensor gav kun bilisten den højfrekvente lyd som rettesnor for, om parkeringen gik godt eller var ved at ende galt. Siden har teknologien udviklet sig i flere retninger. Men generelt til det bedre. Selv de billigste løsninger viser nu på en skærm i bilen, hvor tæt vedkommendes bil er på forskellige objekter i nærheden.

Ofte dukker en tegning af den pågældende bil op på infotainment-skærmen. Derudfra strømmer forskellige former for markeringer, så bilisten kan se, hvor tæt vedkommende er på noget.

Andre systemer går dog skridtet videre og lægger kamerabilleder over sensorernes visninger.

Atter andre systemer går endnu længere ved eksempelvis at foreslår chaufføren, hvor meget og til hvilken side hjulene skal drejes for på bedste vis at komme derhen, hvor bilen skal parkeres.

Det kan dog sagtens blive mere avanceret. Nogle parkeringssensorer går nemlig som langt som til at overtage selve det at parkere bilen.

Det eneste, chaufføren skal gøre i de situationer, er at tage sig af speeder- og bremsepedal. Ford har eksempelvis længe haft den såkaldte parkeringsassistent på programmet over ekstraudstyr til både deres personbiler og varevognsortiment.

Fordele ved sensor og kamera

Nedenfor, har vi samelet en række fordele ved at bruge sensor og kamerar

Fordele ved sensor Ulemper ved bakkamera
Lavere pris Større overblik og information
Nem at installere Nem at installere
Mere egnet til biler Mere egnet til campingvogn, bus m.v.
Designet diskret

Systemet kan også huske for dig

Med det system styrer bilen sig selv i bås eller parallelparkerer. BMW avancerede dog teknikken yderligere for nogle år siden ved at gøre deres biler i stand til at huske dele af den seneste køretur. Meget nyttigt hvis du har parkeret på et smalt område og ikke lige kan se dig ud ad vejen tilbage. Så husker bilen, hvordan du kom dertil og tager samme vej ud igen.

Små biler kan ofte nøjes med sensorer alene, mens det kan blive nødvendigt at tilføje kameraet, desto større bilen er.

Som det er med ethvert stykke komfortelektronik i din bil, er det dog dumt at lægge hjerne, ører og øjne helt på hylden, blot fordi din bil er udstyret med eksempelvis en parkeringssensor. I stedet skal du se sensorerne som et supplement til dine egne sanser og som en hjælp til dine evner bag et rat.

Brug som altid alle tilgængelige spejle, når du parkerer, og orienter dig generelt godt i forhold til dine opgivelser. Dette er lige meget, hvilken biltype du køre i!

Flere af de moderne parkeringssensorsystemer gør da også opmærksom på dette. ’Pas på! Er det sikkert at fortsætte?’ kan der stå i bilens display. Så kig altid efter. Det er ikke nok at stole på sensorerne alene.

Som med alt andet elektronik kan disse nemlig også fejle, og du kan ikke altid regne med, at den beregnede afstand er helt præcis. Heldigvis bliver systemerne hele tiden bedre, så måske en dag kan du faktisk parkere med lukkede øjne helt uden at blære dig. Hvem ved?

Kan en parkeringssensor eftermonteres?

Det korte svar er ja. På stort set alle biler kan en parkeringssensor eftermonteres, hvis ikke din bil er leveret med teknologien fra fabrikken.

De fås som alt andet i alt fra helt billige løsninger til så godt som fabriksgodkendte monteringer. Det sidste er selvfølgelig langt fra gratis. Men du skal altså ikke give fortabt, hvis din bil er født uden parkeringssensorer – eller bakkamera for den sags skyld.

Nogle eftermonteringer er ganske simple med en føler klisteret på eksempelvis bagkofangeren. Et rigtigt gør-det-selv-projekt til en søndag i garagen. Andre kræver mere professionel montering.

De helt dyre løsninger kan betyde udskiftninger i bilens ledningsnet. Til gengæld er de dyreste løsninger også ofte de lækreste, og her må du godt forvente, at resultatet ligner noget, som kan være leveret fra fabrikken.

Hvad siger loven om parkeringssensorer?

Det helt korte svar er her: ingenting. Parkeringssensorer er et hjælpemiddel og har som sådan ingen indflydelse på, om bilen kan køre eller ej – eller på trafiksikkerheden.

Alligevel kan en parkeringssensor være det helt rigtige valg. Særligt hvis din rumfornemmelse halter så meget, at du ikke kan tænke på at bakke, uden at der opstår mindst én bule i bagkofangeren, eller at dine fælge lapper ridser til sig i lidt for rigelige mængder.

Lige når det kommer til lovgivning, skal man dog aldrig sige aldrig. Nogle vil nemlig stensikkert påpege, at systemet er sikkerhed og ikke ren komfort.

Og tager man de briller på, ja, så er det ikke umuligt at forestille sig, at EU på et tidspunkt kan forlange en baksensor monteret på alle nye biler fra en given dato. Som det eksempelvis er tilfældet med den automatiske nødbremse, som fra maj 2022 skal være standardudstyr i alle nye biler.

Vi håber, at du nu er blevet lidt klogere på de super smarte og virkelig brugbare parkeringssensorer.