Hvis din bil skal stå så flot som muligt, er det nødvendigt at vaske den engang imellem. Først og fremmest gør det, at der bliver bedre udsyn gennem ruderne. Men derudover kommer lakken også til at skinne flottere.
Der findes flere metoder til vask af bil. Du kan køre ned på din lokale tankstation og lade bilen passere gennem bilvasken. Der findes her forskellige programmer til meget forskellige priser. Eller du kan vælge at vaske bilen selv, hvilket kan foregå derhjemme eller på en tank indrettet hertil.
Der er flere fordele ved selv at vaske sin bil. Både at du i højere grad kan bestemme, hvilke sæber, lak og så videre, der skal bruges. Du kan vaske bilen på en mere skånsom måde, sammenlignet med hvad der sker i en bilvask. Desuden kan du bruge lakforsegler på bilen, hvilket er meget mere effektivt at gøre i hånden end med vaskehallens maskiner.
Hvordan vaskes bilen?
Start med en forvask af bilen. Hermed fjerner du de yderste lag snavs, og opbløder desuden det, der måtte sidde bedre fast. Til forvasken bruges blot vand, og bilen skylles alle vegne – sørg for at komme godt ind i alle små kroge. Hvis du har en højtryksspuler, kan den benyttes, dog med det lavest mulige vandtryk.
Herefter skal bilen vaskes med sæbe. Der benyttes bilshampoo, som blandes med vand til en mængde på omkring 10 liter. Vandet, der bruges, skal være varmt. Ligesom til hårvask findes der et stort marked af forskellige slags bilshampoo, som lover alt muligt forskelligt. Prøv dig frem, læs guides på nettet eller spørg din bilforhandler om, hvilken slags du med fordel kan vælge. Så sæber du bilen ind over det hele. Brug en god skuresvamp, helst af mikrofiber, for at lette processen og undgå ridser. Alt skal sæbes ind, og når du er færdig, skal din spand med sæbevand være tom.
Lad sæben sidde i fem-ti minutter, så den kan opløse yderligere skidt. I mellemtiden kan du bruge tid på at rengøre andre dele af bilen. Du kan for eksempel støvsuge den indeni, rense fælgene eller lignende. Herefter laver du igen en portion sæbevand, som du bruger til at skrubbe bilen og løsne alt det, der måtte sidde rundt omkring. Brug en ny svamp til dette.
Til sidst skal bilen skylles med vand. Start oppefra, altså på taget, da vandet bliver beskidt og løber ned over siderne. Bevæg dig herefter nedefter, til hele bilen er skyllet. Brug eventuelt en skraber til forsigtigt at fjerne overskydende vand. Nu er bilen skinnende ren og klar til køretur.
Opnå den mest effektive bilvask med en skumlanse
Skal bilen være så skinnende som muligt, er en skumlanse et smart stykke udstyr. Skumlansen monteres for enden af en højtryksspuler eller en almindelig vandslange. Ved brug skaber den tyktflydende skum, der kan blive siddende længe på bilens lak. Herved opblødes alt det skidt, der måtte sidde på lakken, og det bliver meget nemmere at få det af. Forvask med en skumspuler gør altså både bilvasken nemmere og mere effektiv.